Tryllefløjten 3. nov. kl. 14.00

Operafilm i Fjerritslev Kino

søndag den 3. november kl. 14.00

“Tryllefløjten”

Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart

Ledt af Constantin Carydis

I pausen serveres et glas champagne med chips og dips.

Bestil billetten her!

Denne farverige eventyrproduktion af Mozarts tidløse mesterværk er blevet en forestilling for hele familien. Det bliver ikke meget bedre end dette i den amerikanske instruktør Lydia Steiers eventyrproduktion, der fremkalder magiske scener. Her er det Hollywoodstjernen Klaus Maria Brandauer, der som bedstefaren læser den fantastiske historie om ”Tryllefløjten” op for sine tre børnebørn.

Mozarts Tryllefløjten er blandt de mest opførte operaer i nyere tid. Handlingen er inspireret af Christoph Martin Wielands historie “Lulu oder Die Zauberflöte”. Librettoen, som Schikaneder præsenterede for Mozart, er en klassisk fortælling om to elskende, der må igennem hårde prøvelser, inden de endelig kan falde i hinandens arme for evigt. Det kommer til udtryk i Papagenos og Papagenas historie, hvor trylleriet og balladen sker. Men Tryllefløjten har også i Tamino og Pamina dybereliggende lag, som fortæller om lysets kamp mod mørket og har betydningslag ind i Frimurerbevægelsen, hvor kærlighed, tilgivelse, tolerance og broderskab var nøgleord. Herfra kommer inspirationen til mange af de i operaen forekommende optagelsesceremonier, ritualer og prøvelser.

Både Schikaneder og Mozart var ivrige frimurere, og librettoen er fuld af mere eller mindre dulgte henvisninger til brødrenes stræben mod en højere visdom. At der ikke kom et lærestykke ud af dette, men et ægte musikdrama, er et under i operaens historie.

Schikaneders formål med Tryllefløjten var, at det skulle være underholdning for et forstadspublikum, lystigt som det wienersyngespil, det nu engang var. Uden Mozarts vidunderlige musik, ville stykket ikke engang have været en fodnote i operaens historie. Hvad der nu kom ud af det, var en af de mest elskede operaer. Med en styrke som få kan mestre, holder Mozart de forskellige stilarter (italiensk opera seria, opera buffa og tysk syngespil) sammen og skaber en fantastisk sammenfletning af disse. Hvor 1.akt er fest og ballade i bedste eventyrstil, hæver Mozart operaen i 2.akt op på et højere plan. Det er ikke kun Tamino, der bliver underkastet prøver, også Pamina bliver underkastet ild- og vandprøven, og dette er bemærkelsesværdigt, da frimurerordenen kun bestod af mænd. Men for Mozart var prøven på deres kærlighed vigtigere end frimurernes dogmer. Tryllefløjten er såvel et eventyr som et drama af format, der taler til både børn og voksne.